ENHVER BRUG AF PLANTERNE SKER PÅ EGET ANSVAR.  NOGLE AF PLANTERNE ER GIFTIGE.
PLANTER E-H

 

OM PLANTENAVNE
Af gode grunde har Henrik Harpestreng (d. 1244) navngivet planterne på gammeldansk eller latin.
Af lige så gode grunde har han ikke anvendt Linnés (1707-1778) systematik.
Da det er behæftet med usikkerhed, hvilken eller hvilke arter (efter Linné) Harpestreng har anvendt, bliver der her på hjemmesiden fortrinsvis anvendt gængse, nutidige danske plantenavne og fotos.
Under de nutidige plantenavne står de middelalderlige plantenavne, som forskerne har fundet i forskellige håndskrifter, samt i parentes forskernes egne bud på nutidige plantenavne.

ENEBÆR

Hauberg: Eneber, Enneber, Juniperus, Enæbær, Roch holder, Rechholder, Juniperj, Enebær  – (Ene, Juniperus communis L.)

Enebær, syv eller ni, givet at spise paa fastende Mave styrker Hjernen, styrker Sanserne, bevogter Synet, renser Brystet, klarer Stemmen, uddriver Vinde, styrker Maven, bevirker Fordøjelse af Maden, opløser Resterne (?), hjælper mod Nyrenes Gift og Smerte og mod Paralysis, bryder Sten, varmer Knoglernes Marv, giver godt Aandedræt.
(Kilde: Poul Hauberg: Henrik Harpestræng. Liber Herbarum, s. 130-131.
Oversat fra latin af Poul Hauberg.)

ERUCA

Marius Kristensen (K 48): eruca, akærkal, akærkaal – (Brassica Eruca L., Eruca sativa Lam., måske er der snarere tænkt på Sinapis alba L., hvid senop)

Eruca. akærkal matælic het oc thyr. thæt smæltær mat i maghæ oc thæt gør at pissæ. of man ætær ællær drikkær thæt. man ætær thæt mykæt nytlæct. thæt wrækær burt hostæ. worthær thæt mæth hunugh ælt. tha rensær thæt manz huth af smittæ. oc gør anlæt rent. worthær hænnæ rot sothæn. oc sithæn sma stampæth oc lagth with brotæn ben. tha cummær thæt the brutnæ ben ut worthær hænnæ frø stampæt mæth win. oc drukkæt tha dughær thæt for hwarkyns wathælict hug. worthær hun stampæth mæth oxæ gallæ. oc smurth up a. tha rensær thæt swartæ smittæ. worthær hun mæth win fastælic drukkæn. tha rensær thæt swartæ smittæ. worthær hun mæth win fastælic drukkæn. tha hærthær hun man til at tholæ bardaghæ. Latæs hun til solæ oc ætæs. tha gør hun syfn. oc hænnæ frø thæt sammæ worthær hun ætæn ællær drukkæn. tha gør hun mykæl lust til quinnæ. Blandæs læktukæ oc mæth hænnæ. oc ætæs swa. thæt ær mykæt helsumt.
(Kilde: Marius Kristensen: Harpestræng. Gamle danske urtebøger, stenbøger og kogebøger, s. 31-32)

ERT [ÆRT]

Hauberg: Pisa – (Ært, Pisum sativum L.)

Ert er tør og varm, kogt og spist giver den god Fordøjelse og varmer Maven godt, men vogt dig for at spise den, hvis du har nogle Ulcera eller Byld, fordi den forøger Smerten, og spis den ikke under Aareladning, ej heller naar du lider af Øjensmerte, fordi den frembringer og forøger Varme og Betændelse og foraarsager svære Sting og tillader ikke, at den urene Vædske flyder fra Øjnene.
(Kilde: Poul Hauberg: Henrik Harpestræng, Liber Herbarum, s. 76-77.
Oversat fra latin af Poul Hauberg.)

FEBERNELLIKEROD [BENEDICTA RØD]

Hauberg: Benedicta Ruffa, Rød Benedicta – (Feber Nellikerod, Geum urbanum L.)

Benedicta er to Slags, nemlig hvid og rød, og begge er nyttige og gode, og først skal der tales om den røde Benedicta og om dens Dyd. Den kaldes Benedicta af den Grund, at den omdanner paa en god Maade al Drik, og den (Drik), som ikke har sin egen Dyd, omdanner og styrker den og bringer til god Lugt, hvis den bliver godt renset med rent Vand og lagt i Drik godt tildækket Dag og Nat. Ligeledes hvis nogen drikker en Drik af den, faar han paa den Dag en rød og smuk Lød. Ligeledes i hvilket Hus eller Kammer den bliver lagt, der kan ingen Frø eller Slange eller andet giftigt holde sig skjult, og hvis nogen daglig spiser af den, bliver han ej skadet af Parlysis.
(Kilde: Poul Hauberg: Henrik Harpestræng, Liber Herbarum, s. 106-109.
Oversat fra latin af Poul Hauberg.)

FENNIKEL.

Marius Kristensen (K 48): feniculum, foeniculum, fænikæl – (fennikel, Foeniculum officinale ALL.)

Feniculum, fænikæl  thæt ær thyrt oc het innæn annæn trappæ. Drikkær man fænikæl os oc win sammen. thæt dughær for alt etær. fænikæl rot stampæth oc osæn blandæth mæth hunugh hialpær øghæn af alt myrk. of the smøriæs oftæ thær mæth. takær man grønt fænikæl frø. oc stampær oc thyrrær mæth sol thæn os thær af cummær. thæt dughær for alskyns siuknæth innæn øghæn. oc fænikæl os dræpær orm innæn øræn. fe-nikæl rot sothæn innæn biug soth. dughær for siuknæth i niuræ. Drikkær man fænikæl os oc win. thæt dughær for throtnæ limmæ af watn sot oc swa dughær thæt. oc for etær bit. oc for lungæ sot oc for siuk liuær. oc swa giuær thæt fostærmothær mykæl mælk. fænikæl rot sothæn innæn win ællær watn oc drukkæn ær goth for sot i blæthræ oc rensær manz nættæ. Drikkær man hænnæ mæth win. thæt hiælpær for wæmæls. oc mæth watn for hetmæ i maghæ. Siuthær man fænikel rot innæn win. thæt dughær for wærk innæn manz anbuth of thæt qwekæs thær mæth. ællær mæth smørælsæ gørth thær af. tæmpræ fænikæl rot mæth ædik that dughær oc for hwarkyns bold. fænikel frø tempæræth mæth win oc drukkæt gør lust til quinnæ. oc swa dughær thæt oc for sithæ wærk. ællær of man drikkær thæt watn hun siuthæs innæn. hugormæ thæghær the ællæs tha ætæ the fænikæl. oc forthy ma thæt dughæ gamælt folc mykæt.
(Kilde: Marius Kristensen: Harpestræng. Gamle danske urtebøger, stenbøger og kogebøger, s. 15)

GALANGA

Hauberg: Galiga, Galliga, Galganum – (Galanga, Alpinia officinarum Hance)
(Galanga er en rod, der tilhører ingefærfamilien. Den stammer fra Asien)

Galanga er tør og varm og har disse Dyder: Første Dyd er, at hvis et Menneske aarelades og holder dens tyggede Rod i Munden, tvinger den det onde Blod til at udgaa af Legemet og tilbageholder ved sin Dyd det god Blod i Legemet. Anden Dyd er, at bliver den spist om Morgenen, uddriver den al Stank fra Tænder og Mund. Tredie Dyd er, at bliver den tygget med Vin og nedsvælget, styrker og varmer den i Maven. Fjerde Dyd er, at hvis et Menneske spiser den om Morgenen eller har den under Tungen, bliver alle Ord fra hans Mund Mennesker kærkomne. Femte Dyd er, at hvis nogen spiser den og tygger en Del af den i Munden og smør den om Tindingerne, den Dag smerter hans Hoved ikke. Sjette Dyd er, at hvis nogen spiser den Morgen eller Aften og holder den i Munden, naarsomhelst han har Samleje med en Kvinde, minster han ikke sine Kræfter, og hans Elskov behager Kvinder meget. Syvende Dyd er, at hvis nogen spiser den om Morgenen og drikker den med varm Vin, mister han den Dag ikke sin Lød. Ottende Dyd er, at hvis en Kvinde holder den tygget i Munden og har Samleje med en Mand, kan hun næppe undfange, men det bør ikke siges Kvinder.
(Kilde: Poul Hauberg: Henrik Harpestræng, Liber Herbarum, s.48-53.
Oversat fra latin af Poul Hauberg.)

GALNEBÆR eller NATSKYGGE

Marius Kristensen (K 48):maurella, halghæ bær yrt, hælghæbær – (Maurella bruges både om Solanum-arter og andre nærstående planter, Solanum Dulcamara L.[bittersød natskygge], Solanum nigrum L. [sort natskygge]. Der kunde også tænkes på Atropa Belladonna L., galnebær (er den kendt så tidligt?) )

Maurella. halghæ bær yrt. hun ær storlic kald. Drøpær man hænnæ os innæn øræ. tha dughær thæt storlic for ilt innæn øre. worthær hun stampæth oc lagth with thæt thær woxær innæn manz øghæ næst. ænkyns kiøt æncæ wartæ thæt hialpær. Blandær man salt oc brøth with thænnæ yrt. oc læggær with. thæt hialpær for ent thær woxær innæn øræ ænzæ litæl nut. of hænnæ os smitæs ofna thær mykæl klathæ hauæ. thæt hialpær. Thænnæ os for næthæn lagth dughær oc quinnæ for theræ syknæth bloth ryn. Stampæs hænnæ blath. oc lat polæntam with. thæt dughær for thæn illæ eld. æn latæs thær with silf frothæ oc oli af rosæ. tha dughær thæt æn meræ. worthær thæt stampæth oc lagth with hetæ boldær. thæt hialpær. bothæ innæn. oc swa utæn. oc mæst for boldæ innæn liuær. of man drikkær hænnæ os. ællær ætær rat. ællær sothæt tha dughær thæt.
(Kilde: Marius Kristensen: Harpestræng. Gamle danske urtebøger, stenbøger og kogebøger, s. 35-36)

GULEROD eller PASTINAK

Marius Kristensen (K 48): Pastinaca var vel i middelalderen fællenavn for den vildtvoksende og dyrkede Daucus Carota L., gulerod og den vildtvoksende og dyrkede Pastinaca sativa L., Pastinak. Det danske navn Moræ tyder dog afgjort på den første – (gulerod, Daucus Carota L.)

Pastinaca. thæt ær moræ. hænnæ røtær. oc hænnæ frø æræ gothæ. Siuthæ man moræ røtær innæn win mæth lit hvnugh oc drikkær. thæt ær got for siuk milt. oc siuk liuær. oc lyndæ wærk. Siuthær man moræ røtær innæn miælk. oc ætær ællær drikkær thæn soth han dughær thæm thær ængi hauær. oc ær goth for løs buc. Moræ rot hængd um hals ær goth for bolnæ koddæ. Thæn thær moræ ætær. ællær bær ofna sic. hanum mughæ æi hugormæ skathæ. of man ætær mykæt af moræ. tha fangær man lust til quinnæ. of man smør tændær mæth moræ rot. tha linæs tan wærk oftæ. Drikkær man moræ os. tha ær thæt got for scorpions styng. æn stampær man moræ mæth hunugh oc læggær with qwith thær dighær ær. tha hiælpær thæt. lugi røtær føthæ batær æn moræ røtær.
(Kilde: Marius Kristensen: Harpestræng. Gamle danske urtebøger, stenbøger og kogebøger, s. 19-20)

HAMP

Hauberg: Hampæ, Canapum, Canopum – (Hamp, Cannabis sativa L.)

Hamp er vaad og varm; kogt og spist uddriver den al Gift og uren Vædske fra Hjertet, og hvis den ogsaa raa bliver knust mellem Hænderne og smurt og bundet paa Slangebid, uddriver den kraftigt Slangegiften, og dette viser sig ved, at naar en Hjort bliver ramt af en Pil, løber den staks til Hamp og river dens Frø løs med sin Mund og lægger det i Saaret, og straks gaar Pilen ud, og den læges.
(Kilde: Poul Hauberg: Henrik Harpestræng, Liber Herbarum, s. 78-79.
Oversat fra latin af Poul Hauberg.)

HIRSE

Hauberg: Milium, Millium – (Hirse, Panicum miliaceum L.)

Hirse er tør og kold; hvis den ofte bliver spist, kan den ikke i sig selv give god Fordøjelse, fordi den ikke har den Dyd at give Fordøjelse, men ligger i Maven som Bundfald; lad den ikke spises med nogen afførende Mad eller opvarmes med noget Fedtstof, fordi den i sig selv er ufordøjelig Mad.
(Kilde: Poul Hauberg: Henrik Harpestræng, Liber Herbarum, s. 74-77.
Oversat fra latin af Poul Hauberg.)

HVIDLØG

Hauberg: Allium, Huideløgh, Knoblauch, Alleum – (Hvidløg, Allium sativum L.)

Marius Kristensen (K 48): Allium, klofløk, clofløk – hvidløg, Allium sativum L.)

Hvidløg er vaadt og varmt og har den Dyd, at hvis et Menneske spiser det om Morgenen, renser det Brystet og uddriver Flegma og tørrer onde Vædsker og gengiver Lyst til at spise, men hvis det bliver spist for rigeligt, skader det Øjnene meget. Ligeledes hvis Hvidløg bliver stødt med Vin og holdt i Munden og med Fingrene gnedet omkring Tænderne, uddriver det al [Lugt og Pusdannelse] og styrker og bringer Tandkødet i Orden.
(Kilde: Poul Hauberg: Henrik Harpestræng, Liber Herbarum, s. 60-61.
Oversat fra latin af Poul Hauberg.)

Allium. klofløk. thæt ær het oc thiurt innæn fiærthæ trappæ. Smør man sec mæth klofløk ællær ætær hænnæ tha helær thæt hugormæ bit. oc scorpions styng. allæ skathælæk ormæ fly for klofløk døn. Siuthær man klofløk mæth oli. tha ær thæn smørælsæ goth for allæ etær fullæ bit. thæt thær sundær worthær knusæt. helæs oc mæth thæt sammæ. Siuthær man klofløk mæth hunugh oc drikkær. thæt hiælpær for lungæ sot. oc swa of man ætær klofløk oftæ. Giuæs klofløk mæth centaurea en yrt thæm thær hauæ wata sot. tha thyrrær thæt theræ myklæ watn thær the hauæ innæn thæm. klofløk mæth win drukkæt gør løsn. oc swa dughærr thæt oc for gulæ sot. Siuthær man klofløk mæth bønæ oc smør thynninggæ mæth tha ær thæt got for howæth wærk. Stampæ gasæ istær with klofløk. oc giut thæt innæn øræ. tha dughær thæt mykæt øræn wærk. Worthær klofløk sothæn. tha hialpær han for hostæ. oc wrækær bort sukkælsæ. oc thæt gør skær røst bathæ sothæt oc rat. oc tho meræ of man ætær thæt oftæ sothæt. Siuthær man klofløk innæn grøt oc ætær thæt hialpær for hald. Stampær man klofløk mæth swinæ istær oc læggær a byld thæt dughær for stor byld hwa sum fastandæ ætær klcfløk hanum skathær æi dryk af ukænd watn. of man cummær i ukænd stath.
(Kilde: Marius Kristensen: Harpestræng. Gamle danske urtebøger, stenbøger og kogebøger, s. 21-22)